Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

DI-måling 2015

Denne nyhed er publiceret den 03. September 2015


I dag offentliggør Dansk Industri deres årlige måling over kommunernes evne til at skabe et godt erhvervsklima. Læs borgmester Erik Buhls kommentar til årets resultat og den udsendte pressemeddelelse.

Til medarbejderne,

I dag offentliggør DI (Dansk Industri) deres årlige måling over kommunernes evne til at skabe et godt erhvervsklima. Det var i den måling, Varde Kommune sidste år blev Årets Højdespringer og landede på en 12. plads. I år går vi lidt tilbage og er nu nummer 27. Historisk set er det desværre overgået alle de såkaldte højdespringere, at de året derpå går lidt tilbage.

Målingen er sammensat af en lang række parametre, og på mange af disse er Varde Kommune flot placeret. Det gælder fx inden for den service, vores jobcenter yder virksomhederne. Det gælder også den hurtige og kompetente sagsbehandling, der finder sted på miljøområdet og i byggesager. I målingen fremhæves også kommunens velfærdsservice omkring børnepasning og vores folkeskoler, ligesom vi anerkendes for den gode dialog med erhvervslivet. Det er områder, hvor kommunens medarbejdere hver dag arbejder hårdt for vores borgere og erhvervsliv, og derfor glæder det mig, at det også bliver bemærket af DI.

Som I kan læse i vores pressemeddelelse, så er der også områder, hvor vi er udfordret. Blandt andet på infrastrukturen får vi en lav score. Det er en problemstilling, som jo blandt andet er begrundet i vores store geografiske afstande, men også i behovet for at få tilpasset vores vejnet til den stadig stigende trafik. Det arbejder vi hårdt på, og derfor tager jeg til København i næste uge, hvor jeg skal tale med transportministeren og en række folketingsmedlemmer om sagen.

Jeg vil gerne takke jer alle sammen for den indsats, I hver dag yder vores borgere, erhverv og turister. I har stor andel i, at vores kommune er et godt sted at være borger, et godt sted at drive erhverv og et godt sted at besøge som gæst eller turist.

Tak for jeres indsats.

Erik Buhl
Borgmester


Læs den udsendte pressemeddelelse her.