Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Direktionens nyhedsbrev for februar 2015

Denne nyhed er publiceret den 27. February 2015 af kommunaldirektør Mogens Pedersen


Det er blevet lysere derude i naturen, og vi lægger nu vintermånederne bag os.

Det bliver spændende at gå et nyt forår i møde, hvor vi alle har en ganske god undskyldning for – ja faktisk ligefrem en forpligtelse til - at stikke hovedet udenfor og få naturens gang med på tætteste hold.

Vi i Naturen

Byrådet har på sit seneste møde godkendt visionen, der nu officielt hedder ”Vi i Naturen”. Det er nu, vi alle for alvor skal begynde arbejdet med at gøre visionen levende og til en aktiv del af vores hverdag på den ene eller den anden måde.

Det er det lokale kommunikationsbureau Design Fordi, der har vundet projektkonkurrencen omkring visionen med oplægget ”Vi i Naturen”, og inden længe vil vi på Vores Varde kunne se et filmklip, hvor Design Fordi selv præsenterer tankerne med det nye logo og slogan, som vi skal bruge til at sætte naturen på dagsordenen og herigennem Varde på danmarkskortet.

I dagtilbuddet Firkløveret er visionstakten allerede slået an, og vi kan afsløre, at tempoet er højt! Her er arbejdet med visionen gjort til et samskabelsesprojekt mellem Firkløveret og børnehavernes forældrebestyrelser og –råd.

Det har blandt andet resulteret i oplæg til udendørs generalforsamling til efteråret samt et personalemøde med start udendørs og fortsættelse i en indendørs naturkulisse med halmballer, trækævler og udstoppede dyr. Derudover har man i Firkløveret lagt en evaluering ind hvert kvartal, hvor tiltag, der relaterer sig til visionen, bliver noteret.

Økonomihandlingsplan 2016-2019 - udarbejdelse af råderumskatalog

Vi arbejder i direktionen med at sammensætte det endelige råderumskatalog, der anviser muligheder for at trimme budgetterne i årene frem mod år 2019. I alt skal der findes 40 millioner kroner, der skal give politikerne mulighed for økonomisk at prioritere særlige indsatser, eksempelvis relateret til visionen.

I vores arbejde inddrager vi Lederforum og Med-organisationen for at få så mange gode input som muligt, og vi fornemmer på de mange gode debatter, der har været rundt omkring, at der bliver arbejdet intenst på at finde frem til rationaler, der kan give os de bedste løsninger på sigt.

Vi ser frem til at modtage en masse gode idéer, der kan indgå i det råderumskatalog, som vi skal aflevere til byrådet til maj.

Sygefravær

Et af de områder, hvor vi med fordel kan sætte ind og høste gode resultater, er i forhold til vores sygefravær, der gennem det seneste års tid samlet set er steget med 1 procentpoint.

Mange gør allerede i dag en stor indsats for at nedbringe sygefraværet, men statistikken fortæller, at der er behov for, at vi alle gør endnu mere.

Vi arbejder i direktionen lige nu på en strategi, der lægger op til, at alle aftaleenheder lokalt sætter sygefraværet aktivt på dagsordenen ved at sætte mål op for det.

Yderområder på Forkant

Sammen med foråret spirer også en masse projekter frem. Et af dem er projektet Yderområder på Forkant, hvor Varde Kommune netop har fået tildelt 500.000 kroner fra Real Dania. Overordnet skal Yderområder på Forkant bidrage til et realistisk syn på yderområderne og til at sætte fokus på en positiv omstilling.

Lokalt har vi fået midler til et projekt, der skal styrke bosætningen på landet og i landsbyerne med særligt fokus på integration af indvandrere fra Østeuropa som en potentiel lokal ressource og ikke alene som en arbejdskraft.

Erhvervsskolereform

Et andet interessant arbejde, der er godt i gang, er arbejdet med erhvervsskolereformen. Der er nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal skabe tiltag, der kan hjælpe flere unge i gang med en erhvervsuddannelse.

Det er vigtigt, at vi sikrer, at de unge kommer videre fra folkeskolen og får sig en uddannelse, så de kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. For nogle sker det med største selvfølgelighed, mens andre unge har brug for et puf eller særlig støtte for at gennemføre en uddannelse.

Et af de tiltag, der arbejdes med, er en nytænkning af valgfagene, så man allerede i udskolingen fagligt målretter tilgangen til eksempelvis dansk, matematik og innovation for at gøre fagene mere praktisk orienterede.

Ny direktør er på vej

Erling S. Pedersens direktørstilling har stået ledig, siden han ved årsskiftet forlod direktørposten for Social, Sundhed og Beskæftigelse. Et enigt ansættelsesudvalg har netop besluttet at pege på den 50-årige Anette Bækgaard Jakobsen som ny direktør på området.

Anette Bækgaard Jakobsen er uddannet cand. scient. pol. og kommer fra en stilling som afdelingschef for Psykiatri- og Socialstaben i Region Syddanmark.

Vi ser frem til, at hun sætter sig i stolen den 1. april.