Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Direktionens nyhedsbrev for december

Denne nyhed er publiceret den 19. December 2014 af Kommunaldirektør, Mogens Pedersen


Kære alle

Mens sneen daler lystigt i Reykjavik, Quebec og andre steder i verden, må vi herhjemme forsøge at finde julestemningen i gråvejret. Det lune vejr betyder på plussiden, at vinteren indtil nu har været særdeles nem at bekæmpe for driften.

Til gengæld må vi alle lede mere intenst efter den rette julestemning. Men regn og plusgrader kan heldigvis ikke holde julen fra døren, og vi kan inden længe se frem til for en stund at lade arbejdet hvile og nyde dejlige dage i familie og venners selskab.

Direktionens strategiplan sætter retningen i 2015 og 2016

Her tæt på årets slutning har vi i direktionen lagt sidste hånd på en overordnet strategiplan, der sætter retningen for vores fælles arbejde i 2015 og 2016.
Strategiplanen omhandler særligt arbejdet med emnerne:

  • Indfrielse af visionen 
  • Vækst i Varde Kommune
  • Samskabelse og samarbejde på tværs
  • Effekt og produktivitet
  • Digitalisering og velfærdsteknologi. 

Læs hele strategiplanen

Vi håber, at strategiplanen giver mening for jer som medarbejdere, så vi i fællesskab trækker i samme retning, når vi løser opgaver såvel sammen som hver for sig.

Vi skal tale og gøre brug af relationerne

I begyndelsen af december måned kom det pludselig frem, at Naturstyrelsen ville indføre betalingsparkering ved udvalgte strand- og naturområder heriblandt ved Blåvand og Børsmose. 

Erik Buhl reagerede hurtigt og protesterede i medierne, hvor han inden længe fik opbakning fra en bred gruppe af modstandere af den nye parkeringsafgift. Forleden besluttede Naturstyrelsen at droppe parkeringsafgiften igen.

Eksemplet viser, at det betaler sig, at vi ytrer os og gør opmærksom på vores synspunkter, hvis vi mener, der åbenlyst bliver truffet uhensigtsmæssige beslutninger, der har negativ indflydelse for os lokalt.

Vi skal skærpe vores fokus på at reagere i situationer som denne og i samme forbindelse huske at gøre brug af de relationer, vi alle har rundt omkring. Vores relationer til fagkollegaer, medier og andre rundt omkring i landet kan være med til at påvirke beslutninger, hvad enten man er borgmester eller menig medarbejder.

En kapacitet takker af

Når året rinder ud, må vi i direktionen tage afsked med Erling Pedersen, der som bekendt drager mod nye eventyr i det nordlige Norge. Han har gennem sine seks år ved Varde Kommune med stort engagement været med til at styrke indsatsen på sit felt, og vi vil komme til at savne ham i direktionen.

Stor tak til Erling for samarbejdet og held og lykke med de nye udfordringer, der venter.

Børnebesøgsdag

Sne eller ej er der ingen tvivl om, at julestemningen mandag den 22. får helt optimale vilkår, når 39 børn kommer på besøg på Titan i forbindelse med Varde Kommunes børnebesøgsdag.

Julen indtræder for alvor, når børn og forældre hygger og bager i kantinen, og vi håber, at dagen giver børnene mulighed for at få et indblik i, hvad far og mor laver, når de er på arbejde.

 

Til slut er der blot at sige alle tak for indsatsen i det snart forgangne år. Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår!