Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Direktionens nyhedsbrev i august

Denne nyhed er publiceret den 29. August 2014 af Mogens Pedersen, kommunaldirektør


Kære alle 
Efter en forhåbentlig rigtig dejlig sommer er hverdagen ved at indfinde sig igen overalt i vores organisation. Vi håber, I har haft mulighed for afslapning og gode oplevelser med familie og venner og at sommeren har givet ny energi og genopladte batterier ovenpå et travlt forår.

Som nævnt før sommerferien er det intentionen, at Direktionen en gang om måneden vil sende en lille hilsen og på den måde informere om, hvad der rører sig af stort og småt på vores arbejdsborde.

Nogen siger, at der ikke sker noget i Varde Kommune, men det synes jeg er helt forkert. Tværtimod er der masser af begivenheder, som vi skal være stolte af, og som engagerer rigtig mange mennesker. Sidste weekend var der Varde Å-dag, og næste weekend er der Karlsgaarde dag. Hen over sommeren har der været sommerspil i Varde, Open Air, Owen luft, Flygtninge-stemmer i Oksbøl, Jubilæum i Tambours Have, Filsø Fødevarefestival og givetvis endnu flere spændende begivenheder.

De mange begivenheder vidner om, at Kommunen er befolket af ildsjæle og mennesker, der er villige til at gøre en indsats. Det falder i fin tråd med, at kommunens ledere i efteråret skal sætte fokus på frivillighed og samskabelse på møder i Lederforum og lederseminar. Formålet med emnet er at udvikle den offentlige service på en ny måde, hvor vi bliver endnu bedre til at løse opgaven sammen med borgeren i stedet for at løse opgaven for en borger. Hvordan bliver vi bedre til at involvere de frivillige og hvordan bliver vi bedre til at samskabe? Vi tror, det kan være en af vejene til at udvikle kvaliteten i det arbejde, som vi præsterer. Det er også muligt, at vi kan spare penge ved det – men det er faktisk ikke det, der er det centrale.

Masser af engagement oplevede vi også på Varde Kaserne forleden, hvor kommunen afviklede visionsseminar. Seminaret var præget af debatlyst og interesse fra de mere end 300 deltagere. Alle vil løfte Varde Kommune. Nu bliver det spændende i de kommende måneder at følge Byrådets arbejde med at få afklaret, om man særligt skal satse på den aktive natur, på sundheden eller på Andelsbevægelsen 2,0 som grundlaget for kommunens vision. Det er fortsat planen, at visionen kan vedtages af Byrådet den 4. november 2014.

Netop nu arbejder politikerne intensivt med budgettet. I forsommeren blev der lavet en budgetaftale mellem regeringen og KL, som giver fornuftige rammer for kommunens økonomi. Vi skal derfor ikke gennemføre egentlige besparelser, men der skal dog ske lidt omstillinger, så Byrådet har et lille råderum til nogle nye tiltag. Vi undgår næppe besparelser i 2016, men dog besparelser på et overskueligt niveau. Den præcise budgetsituation bliver vi dog meget klogere på i løbet af nogle uger, når Byrådet har været på budgetseminar og har haft mulighed for at drøfte mulighederne for et budgetforlig.

Månedens væsentligste oplevelse har dog nok været udpegningen af Vadehavet som Verdenskulturarv. Udpegningen er ganske berettiget, men den rummer også mulighed for yderligere at styrke turismen i vores område. Udpegningen er også et godt eksempel på et fint samarbejde mellem de 4 involverede kommuner og de statslige myndigheder. Det er ret fantastisk at tænke på, at der kun er udpeget mindre end 200 naturområder på hele jordkloden som verdenskulturarv – og et af dem ligger i vores kommune.