Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Direktionens nyhedsbrev for januar 2015

Denne nyhed er publiceret den 29. January 2015 af Kommunaldirektør, Mogens Pedersen


Januar er over os og trækker som altid en mental streg i sandet, der tager hul på det nye år og giver os anledningen til at tage vaner og rutiner op til overvejelse og måske endda fornyelse.

Sygefravær

Et af de emner, vi bredt i organisationen i den kommende tid skal tage op, er vores sygefravær. Gennem det seneste års tid er det samlede sygefravær steget med 1 procent – en stigning, der måske synes lille, men som alligevel i kroner og øre kan gøres op til 10 millioner kroner.

Sygdom er i udgangspunktet en individuel sag, men det har også betydening for, hvor godt vi løser vores kerneopgaver. I det perspektiv er det stigende fravær en sag, der vedrører os alle.

Vi har gennem mange år haft et meget lavt sygefravær, og der kan være mange grunde til, at det er stigende. Uanset årsagen kan det være et ømt emne at tage op hen over formiddagskaffen.

Til livs kommer vi dog kun stigningen, hvis vi lokalt tør tale om det og hjælpe hinanden, hvis vi fornemmer, at en kollega er syg, eller er ved at blive det.

Ud over det ekstra fokus, vi hver især kan sætte på sygefraværet, vil der også i løbet af foråret blive udarbejdet en strategi for en overordnet indsats, der skal nedbringe sygefraværet.

Visionen

Det er nu blevet tid til at flytte visionen fra tegnebrættet og ud i vores og borgernes virkelighed. I den kommende tid vil vi derfor lokalt komme til at arbejde med naturen på personalemøder.

Vi skal udleve visionen og inddrage naturen, hvor vi kan. Vi skal hente naturen ind i afdelingerne og rykke aktiviteter ud i naturen, så alle borgere får visionen ind på livet i deres hverdag, hvor end de møder kommunen.

På Værestedet Slotsgade i Varde gør man eksempelvis brug af naturen, når man forlader skrivebordet og tager samtalen med de sindslidende under en gåtur i naturen. Det kan være i små handlinger, som denne, vi kan drage nytte af naturens gode egenskaber, men de kommer ikke af sig selv – vi skal aktivt opsøge dem.

Lige nu bliver der arbejdet intenst med at finde frem til det endelige logo og slogan for visionen, som vil blive offentliggjort, når byrådet har møde den 3. februar.

Økonomihandlingsplan 2016-2019 - råderumskatalog

Økonomiudvalget besluttede i november, at der skal udarbejdes et råderumskatalog, som både skal bidrage til at trimme budgettet og give mulighed for at bruge flere penge til eksempelvis at få visionen til at leve.

Målet er at anvise muligheder for at finde 40 millioner kroner i budgetterne frem mod år 2019.

Vi er i direktionen ved at lave et katalog, der peger på de områder, hvor vi kan hente rationaler ved at gøre tingene smartere. I vores arbejde inddrager vi også MED-organisationen, og vi håber, at så mange som muligt vil lægge hovederne i blød og via MED-systemet melde ind med gode ideer til områder, hvor vi kan løse opgaverne på nye måder.

Erhvervslivet

Et lokalt erhvervsliv i vækst er med til at sikre, at vi som kommune kan løfte opgaverne og levere en god service til borgerne. Vi arbejder derfor hele tiden med at optimere forholdene for vores lokale virksomheder, så vi i fællesskab kan skabe gode resultater.
Netop erhvervslivet er i fokus, når vi i samarbejde med ProVarde, Lions Club, Rotary og JydskeVestkysten den 10. marts inviterer til erhvervskonference.

Her stiller vi skarpt på, hvordan kommunen og erhvervslivet ved fælles hjælp kan skabe vækst, der kommer os alle til gode. Hvis vi som kommune stiller attraktive rammer til rådighed, højner vi muligheden for, at lokale virksomheder og iværksættere oplever vækst og fremgang til gavn og glæde for os alle.

Vækst i det lokale erhvervsliv har også politisk høj prioritet, og vi kan alle være med til at fremme erhvervsudviklingen ved at bringe det videre, hvis vi på arbejdet eller privat hører om virksomheders planer eller ønsker.

Hvis 4000 medarbejdere tuner alle 8000 ører ind på vandrørene og bringer viden videre til de kollegaer i organisationen, der arbejder med de pågældende områder, er det med til at optimere rammerne for vækst i erhvervslivet. Så lyt og bring videre.

Varde som garnisonsby

Varde har gennem 61 år været garnisonsby, men hvad vil det egentlig sige at være det? I Vardes tilfælde er garnisonen lig med Varde Kaserne, som vi gennem mange år har samarbejdet med. I bybilledet er det dog ikke ved første øjekast nemt at se, at Varde er en garnisonsby, og det er en skam.

Vi samarbejder lige nu med kasernen om at gøre det tydeligere, at Forsvaret hører til her i området, for det er en del af vores identitet at være en garnisonsby. Kasernen bidrager på mange måder til vores lokalsamfund både i forhold til indbyggertallet men i høj grad også ved at trække højtuddannet arbejdskraft til området og ved at skabe liv i vores lokalområde.

Et af de første resultater af samarbejdet er en særlig velkomst til nye sergentelever, der fremover vil kunne ses marchere gennem byen til Smedeværkstedet, hvor borgmesteren personligt vil byde dem velkommen.

Vi arbejder med idéer til lignende tiltag, der forhåbentlig kan være med til at gøre kasernen tydeligere i bybilledet.

 

God weekend til alle!