Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Nyhedsbrev november 2016

Denne nyhed er publiceret den 02. December 2016


Læs direktionens nyhedsbrev for november

Kære alle

Julemåneden er nu i gang, og det vil nok sætte sit præg på de fleste arbejdspladser.

November måned har været præget af meget debat om skole- og dagtilbudsstrukturen, og der er vel næppe tvivl om, at det er et emne, som næsten alle mennesker har en mening om.

Det er fuldt forståeligt, at en sådan strukturdebat giver anledning til usikkerhed. Det er dog meget vigtigt, at man på de berørte arbejdspladser ikke opfatter den aktuelle debat som en kritik af den måde, man har udført sine opgaver på, men som en helt nødvendig debat, som vil opstå ind imellem, når der sker ændringer i befolkningssammensætningen.

Det er altid en risiko, når man drøftet struktur, at det kommer til at handle om "os mod dem" "de store byer mod de små byer" eller "Rådhuset mod institutionerne". Generelt synes jeg, vi er gode til at undgå den debatform, men i den aktuelle debat synes jeg alligevel, der er lige vel mange, der bruger den type argumenter. Det hjælper ikke på vej til at skabe en sammenhængende kommune, og det er faktisk ikke ordentligt.

Og heldigvis er der mange gode eksempler på, at det netop er den sammenhængende indsats, der gør Varde Kommune til en stærk kommune. Vi er nået rigtig langt med visionen - sammen. Vi er blevet nummer 9 på DIs oversigt over erhvervsvenlige kommuner - gennem en fælles indsats. Og senest er vi blevet nummer 1 som Danmarks bedste kystturisme-kommune. Resultater, der kun er lykkedes gennem en værdiskabende indsats overalt i kommunen.

Disse fælles resultater skal vi have flere af, og hvis vi formår at agere i overensstemmelse med det nye værdigrundlag, så lykkes vi med endnu flere successer. Vi lykkes, når vi er ordentlige, værdiskabende og stærke.