Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

En visionær rejse

Denne nyhed er publiceret den 14. May 2014


Varde Kommune skal have en ny vision. Derfor har byrådet sat gang i en visionsproces, som afdækker Varde Kommunes helt særlige kendetegn eller autentiske brand.

Målet er blandt andet at sætte en strategisk retning eller kurs for arbejdet i Varde Kommune frem mod 2030.

Til at gennemføre processen har Varde Byråd indgået aftale med brandingbureauet Stagis, der blandt andet har været med til at lave Kolding Kommunes profil – Vi designer livet.

I Kolding har valget af design som profil fået stor betydning for blandt andet iværksætteri, men også for undervisningen i skolerne. 

Borgmester Erik Buhl står sammen med byrådet i spidsen for visionsprocessen.

– Det er en utrolig spændende proces, vi har sat i gang, men den er med valget af Stagis lagt i gode hænder. Det er vigtigt med ejerskabet både til den igangsatte proces i byrådet og til processen hos alle i Varde Kommune – uanset om det er borgere eller ansatte, fortæller Erik Buhl.

Va, va hvaffor noget?

Omdømmeanalyser viser, at kendskabet til Varde Kommune uden for kommunens grænser er begrænset. Det skal visionsprocessen være med til at ændre.

– Med en klar og autentisk vision skaber vi sammenhæng, fælles forståelser og de redskaber, der skal til for at trække flere borgere og nye virksomheder til. For at kunne fortælle om Varde Kommunes styrker og fordele til borgere og erhverv, må vi kende dem først, fortæller Erik Buhl.

Strategisk rådgiver og administrativ direktør i Stagis Nikolaj Stagis supplerer:

– Hvis Varde Kommunes brand ikke er forankret i de reelle styrker, som kommunen besidder, bliver det lynhurtigt gennemskuet som hul kommerciel branding – ren glasur på kagen. Et godt slogan redder ikke en by eller kommune. Det er de indre styrker, der danner det kommunale brand – og de alternative veje til fremtidens vækst.

I arbejdstøjet

Visionsprocessen blev skudt i gang i marts 2014 og afsluttes med, at byrådet godkender den færdige vision i oktober 2014. Vejen mod den unikke vision går gennem fem faser spækket med antropologiske undersøgelser, analyser, interviews, workshops og meget mere.

– Formålet med at udvikle en ny vision er at sætte en strategisk retning for Varde Kommune, vores arbejde og for de politikker og strategier vi anvender. Det er derfor hensigten, at al vores arbejde, politikker og strategier efterfølgende funderes i visionen.

– De fem skridt mod Varde Kommune 2030 er det indledende og den mindste del af arbejdet. Det er først efter oktober, vi virkelig skal i arbejdstøjet og tilpasse vores services til det valgte brand.

– Det være sig satsning på en særlig type iværksættere, fastlæggelse af events der understøtter profilen, undervisningen i skolerne og meget mere – men det bliver rigtig spændende, afslutter Erik Buhl.