Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Sundhedsdirektør er klar til nye udfordringer

Denne nyhed er publiceret den 11. November 2014


Direktør for Social og Sundhed, Erling S. Pedersen, har siden august 2008 trådt sine skridt på direktionsgangen i Varde Kommune. Fra nytår skifter han direktørposten ud med titlen som konsulent for en tidligere arbejdsgiver med projekter af finansiel karakter.

Erling S. Pedersen, der siden sommerferien har planlagt sin fratrædelse med udgangen af 2014, efterlader solide fodaftryk på hele det sociale, sundheds- og beskæftigelsesmæssige område.

- Jeg har haft nogle meget spændende år i Varde Kommune, hvor vi i fællesskab har fyldt indhold i mange af de ambitioner, der blev formuleret ved kommunalreformen i 2006/2007, siger Erling S. Pedersen.

- Byrådet har i indeværende periode sat fornyet fokus på vækst og udvikling. En stor og spændende strategisk udfordring, der kræver en tidshorisont, der er længere end min. Jeg er glad for at have været fuldgyldigt med i forløbet om budget 2015, som jeg mener, er et godt afsæt for den videre udvikling af organisationen til gavn for Varde Kommune, siger han.

Direktør med fokus på kerneopgaven 

Lige siden sin tiltrædelse i 2008 har Erling S. Pedersen oplevet et godt samspil med medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere og det omgivende samfund.

- Vi har fra dag et sat fokus på udvikling af kerneopgaven med det mål, at borgere og brugere i mindst mulig omfang er afhængige af de offentlige tilbud og dermed bevarer værdigheden i eget liv. Arbejdet har givet mange gode oplevelser for alle – ikke mindst brugerne, som har oplevet nye muligheder, siger Erling S. Pedersen.

Kommunaldirektør Mogens Pedersen har haft kendskab til beslutningen i nogen tid.

- Jeg er ked af, at Erling stopper nu. Han har gjort en stor indsats, hvor der både er sat retning på de forskellige ansvarsområder, ligesom kommunen er blevet fornemt markeret rundt om i landet for en storslået indsats, siger Mogens Pedersen.

Jordemodermand og konsulent 

Erling S. Pedersen har valgt at genoptage relationer fra sit tidligere arbejdsliv. Fra nytår skal han som konsulent arbejde for en tidligere arbejdsgiver med projekter af finansiel karakter.

På hjemmefronten er der planer om en tur til fremmede himmelstrøg. Hustruen Hanne skal varetage et vikariat i Tromsø i Nordnorge i et år.
- Jeg tager med som konsulent og "jordemodermand", og vi glæder os rigtig meget til også at opleve den del af verden, siger Erling S. Pedersen.

Indtil stillingen som direktør for Social og Sundhed er genbesat, påtager kommunaldirektør Mogens Pedersen sig det overordnede ledelsesansvar for direktørområdet.

Der vil senere på ugen komme nærmere oplysninger om genbesættelse af stillingen, afskedsreception med mere.