Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Fra flygtning til familieidyl ...

Denne nyhed er publiceret den 24. March 2014


Egentlig var det Sverige, der var målet for familien Omanovic, da de flygtede fra Bosnien-Hercegovina. I dag er Minja fra Borgerservice glad for, at flugten stoppede i Danmark. Tre af familiens fire medlemmer er ansat ved Varde Kommune, og alle er faldet rigtig godt til.

Alene navnet antyder, at hun nok ikke var helt pæredansk fra begyndelsen. Det var hun heller ikke - Minja Omanovic, kontorassistent og lidt af en ”blæksprutte” hos Borgerservice ved Varde Kommune. Hun er født i Bosnien-Hercegovina. Hun er flygtning.

Inden Minja Omanovic nåede den skolepligtige alder valgte hendes forældre, at Minja og hendes mor skulle flygte til Kroatien - væk fra nærværet af den borgerkrig, der hærgede landet. Faderen derimod blev i Bosnien-Hercegovina. Familien bar nemlig stadig det lønlige håb, at rædslerne snart ville være forbi, og at alting ville blive som før.  Det blev det aldrig.

- Så et år senere sluttede min far sig til os i Kroatien, og mine forældre blev enige om, at vi skulle forsøge at komme til Sverige, fortæller Minja Omanovic, der i dag er glad for, at familiens flugt standsende i Danmark, hvor den blev skrevet i mandtal blandt andre flygtninge i den daværende lejr i Lunde.

- Vi boede der i et par år, men jeg husker ikke så meget fra den tid – bortset selvfølgelig fra, at jeg fik en lillesøster, mens vi var i der…

Senere fik familien asyl i Danmark, blev danske statsborgere og gik i gang med at bygge en ny tilværelse op i et land, hvor ingen af dem talte sproget. Moderen, Elvira Omanovic, havde efterladt en stilling som jurist - faderen, Zijo Omanovic, efterlod jobbet som økonomichef i et flyselskab.

Minja forlod de rygende ruiner af et land, og en barndom… 

Første skoledag 

- Jeg husker min første skoledag, hvor jeg skulle begynde i 2.-klasse på Sct. Jacobi Skole. Min far og jeg kom ind i klassen, og læreren sagde noget, men vi forstod ikke et ord. Så tror jeg nok, at jeg sagde noget, og så grinede de alle sammen.

- Det var så forfærdeligt, mindes Minja, der dog alligevel hurtigt faldt til.

- Vi var flyttet ind i en lejlighed i Varde, og i nabolaget var der en jævnaldrende pige, der hele tiden ville lege med mig. På den måde lærte jeg at tale dansk. I begyndelsen var det tegnsprog og løse brokker, mens vi hujede rundt på rulleskøjter. Det var alle tiders, og vi var jo nødt til at tale sammen. Derfor valgte jeg, at lære dansk. Det var trods alt det letteste.

Også i skolen faldt Minja godt til, og fik hurtigt både venner og veninder, men helt så let gik det ikke for hendes forældre, der ikke just blev overøst med tilbud om arbejde.

Så gik han op til borgmesteren…

- Min mor fik et job, hvor hun underviste flygtningebørn, og senere blev hun også tilknyttet Varde Kommune som tolk.

- Min far søgte det ene job efter den andet, men det var afslag, afslag og afslag. I stedet tog han en masse uddannelse, men en dag fik han nok. Så var det, han gik op til borgmesteren…

- Min far bankede på, og bad om at få en chance for at vise, hvad han duede til.

- Borgmesteren tog ham på ordet, og lige siden har min far været ansat i den kommunale økonomiafdeling.

- For min mors vedkommende skete der senere det, at hendes kolleger gjorde hende opmærksom på, at der var et ledigt, kommunalt job som socialrådgiver. Hun mente dog ikke, at det var umagen værd, at søge det. Hun forudså afslaget...

- Men så ringede telefonen. Hun blev opfordret til alligevel at søge stillingen, gjorde det – og fik den, så i dag er vi altså tre Omanovic’er – tidligere flygtninge, der er ansat ved Varde Kommune.

- Derfor venter vi også spændt på, hvilken fremtid min lillesøster vælger. Hun har afsluttet handelsskolen, men ifølge hende selv, skal fremtiden i hvert fald ikke være kommunal…

Tilbud om fastansættelse

Minja Omanovic selv fortsatte op gennem uddannelsessystemet, tog en HH ved Varde Handelsskole og fik øje på en annonce, hvor Varde Kommune søgte kontorelever.

- Jeg fik pladsen, og allerede inden jeg var færdiguddannet stod jeg med et tilbud om fastansættelse, og nu sidder jeg altså her i Borgerservice, omgivet af gode kolleger og med massevis af spændende udfordringer i hverdagen.

Siden har Minja Omanovic også gennemført en kommunomuddannelsen og afslutter en diplomuddannelse i offentlig administration til sommer

- Jo, jeg er rigtig glad for, at det alligevel ikke blev Sverige. I dag bor jeg sammen med min kæreste i en lejlighed i Varde, tæt på mine forældre og min søster, fortsætter Minja Omanovic, der dog lige som andre unge har haft udlængsel mod større byer som Aarhus, Odense og København. Indtil videre er planerne dog ikke blevet til noget.

Til gengæld går turen en gang om året tilbage til ”det gamle land” - til det, der aldrig blev en barndommens by.

- Og det er dejligt at komme tilbage og besøge familien, men også rigtig trist, at krigen har ødelagt så dejligt et land, slutter Minja Omanovic.