Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Nyhedsbrev oktober

Denne nyhed er publiceret den 30. October 2015


Efteråret er nu over os, dagene bliver kortere og urene er stillet tilbage til vintertid.

Disse efterårsmåneder er præget af hygge, men også travlhed rundt om i de kommunale huse.

Det er også helt almindeligt hos kommunerne, at der her i oktober bliver vedtaget et budget, der danner rammerne for det kommunale arbejde i det kommende år. Sådan er det også i Varde Kommune.

Mange vil sige, at budgettet ikke på samtlige områder giver så gode muligheder, som alle kunne ønske, men man må også have respekt for de 25 politikere i Byrådet, der alle var indstillet på, at der skal laves skarpe prioriteringer, før budgettet kunne komme på plads.

Og selvom der med budgettets vedtagelse skal spares mere end 40 mio. kr., så er det alligevel vores oplevelse, at politikerne har gjort sig umage med at undgå de værste besparelser.

En livsbekræftende oplevelse var de mere end 500 skoleelever, som sidst i oktober mødte op på Bytoften og sang for hele Rådhuset. Arrangementet var en del af Spil Dansk i uge 44, og det er dejligt, at Rådhuset også kan bruges på den måde - det er trods alt ikke hver dag, at så mange børn besøger et rådhus.

I begyndelsen af oktober havde vi en vellykket arbejdsmiljøkonference, som i år blev afholdt på Varde Kaserne. At anvende kasernen på den måde er med til at manifestere samarbejdet mellem kommunen og Forsvaret. Vejret var ikke med os, så turen i naturen blev knap så spændende, men til gengæld var der spændende debatter og oplæg om social kapital på arbejdspladsen - hvordan vi kan arbejde med tillid, samarbejde og retfærdighed.

Lidt for tit hører vi om personale, der udsættes for vold eller trusler om vold. Dette er helt uacceptabelt. Direktionen er meget opmærksom på, at der indimellem er sådanne hændelser, som er meget grænseoverskridende for alle berørte.

Direktionen er optaget af, at vi behandler alle borgere med service og værdighed, men det er selvsagt ikke i orden, at man så bliver mødt med trusler. Heldigvis er langt de fleste møder eller besøg hos borgere venlige og konstruktive, og de få negative oplevelser må ikke ødelægge glæden ved at gå på arbejde.

God weekend til alle.