Vores Varde Medarbejderportal
u
Telefonbog
s
Søg

Følg denne side

Få en e-mail tilsendt når der sker væsentlige ændringer på denne side.

Peter Lindgaard: Ny biblioteksleder

Denne nyhed er publiceret den 02. July 2018


Peter Holm Lindgaard vil fra 1. august indtræde som ny biblioteksleder på Varde Bibliotek. Et job som han ser som et kæmpe privilegium. Med en mor, der var bibliotekar, har han nærmest fået biblioteket ind med modermælken, og som han selv siger, er han nok også blevet overstimuleret med biblioteksindtryk fra sine spæde år.

Når han fik valget mellem en barnepige og biblioteket, var han da heller aldrig i tvivl om, at han ville med sin mor på arbejde, og da den lokale filial blev udvidet til også at være et musikbibliotek, var han fanget.

Forundringsparathed er en styrke

Peter Lindgaard er både udadvendt og nysgerrig. Han har i en periode på 14 år arbejdet som biblioteks- og arkivchef for TV2, hvor han blandt andet var med til at gøre arkivet til et centralt mediecenter. Derudover har han også tidligere været ansat som biblioteksleder, og idet biblioteker har været så stor en del af hans liv, vidste han også, at han ville vende tilbage dertil igen.


Biblioteket er for ham et sted, hvor der skal være plads til udvikling, udadvendthed og forundringsparathed. Han har blandt andet et ønske om mere fleksibilitet i forhold til arrangementer og andre tiltag for konstant at have en finger på pulsen. Han mener, at vi kan lære meget af medierne, som netop mestrer dette. Vi skal være bedre til løbende at redigere og opdatere, som han siger.


”Jeg brænder for en dynamisk og levende organisation. Et sted hvor man kan mødes på kryds og tværs, og hvor man kan arbejde sammen, uanset hvilket team eller hvilken afdeling man ellers arbejder i. Forskelligheder er en styrke. Vi har brug for hinandens muskler – vores menneskelige og faglige kvaliteter. Vi bliver stærkere af at arbejde sammen og kan ved samarbejde opnå helt uanede kræfter.”


”Det er vigtigt at kunne samarbejde, og jeg vil arbejde for et yderligere samarbejde med lokale institutioner, foreninger og frivillige. Jeg er meget åben af natur og vil hellere end gerne lytte, hvis nogen har mod på at kaste sig ind i et nyt projekt.”

Tidligere bibliotekschef og nuværende kultur- og fritidschef Karsten Rimmer Larsen siger følgende om ansættelsen: Vi glæder os rigtigt meget til samarbejdet med Peter Lindgaard. Peter har allerede haft en lang lederkarriere inden for biblioteksverdenen fra både Herning, Randers og TV2, og han har samtidig masser af nysgerrighed og ambitioner i behold, som vi ved nu kommer Varde Bibliotek til gode.

Helt privat

Peter er måske nok fyldt 60, men som han selv siger, ser han ikke sin alder som et handicap. Han er gift med Annette Lindgaard, bibliotekschef ved Esbjerg Kommunes Biblioteker, og sammen har de to børn og desuden to børnebørn, som helt sikkert snart skal med en tur ned på Varde Bibliotek. Et bibliotek, som han allerede kender, da han har familie i byen. Han er stor naturnyder og interesserer sig for haven, men løber også en tur i ny og næ. Han læser gerne og har det mål i sommerferien at få læst Morten Ramslands ”Æg” efter at have hørt forfatteren læse op på Heartland Festival. Derudover har han også planer om at læse ”Kort over Paradis” af Knud Romer.